FAGLIGE KRAV
A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) -
Jeg har valgt at komme i praktik i Tyrkiet, fordi jeg oprindelig er derfra. Jeg har været på ferie i Tyrkiet (ikke Bursa) flere gange, men har aldrig prøvet at bo dernede.
Jeg er lidt forvirret, for det er ikke gået helt op for mig endnu, at jeg om to dage skal jeg rejse væk i et halvt år. Jeg ved ikke, hvor jeg skal bo. Jeg starter nok med at finde et hotel, og så må jeg se, om jeg kan finde en lejlighed inkl. møbler. Evt. et hotel,et hotel hvor jeg kan lave en aftale om at bo der til en god pris. Jeg må se, hvad tiden viser.
Det er et plus, at jeg kan sproget og har kendskab til kulturen, så det bør ikke være det store problem.
Det der gør mig nervøs er, at jeg ikke ved så meget andet end, at jeg skal arbejde i et børnehjem, at børnene er mellem 0-12 år gammel, og at institutionen ligger i Bursa. Jeg aner ikke noget om stedet, mine arbejdstider, systemet i Tyrkiet, institutionens beliggenhed (håber ikke det er ude på landet), hvem der skal være min praktikvejleder eller om de overhovedet er klar over, at jeg skal have en praktikvejleder. I det hele taget ved jeg ikke, hvad der venter mig. Og det skræmmer mig lidt, at jeg ikke engang kan forstille mig, hvordan det kommer til at være. Dog glæder jeg mig til at lære pædagogikken i institutionen, jeg skal være på. Det bekymrer mig lidt, at jeg ikke kan forstå og formulere mig på tyrkisk indenfor de faglige begreber i pædagogikken. Jeg er lidt nervøs for, hvordan denne sprogbarriere kommer til at påvirke mit arbejde. Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet, er at få indblik i børns levevilkår i et børnehjem. At opleve kulturforskellen og følelsen af, hvordan det er at bo i sit hjemland. Det bliver en udfordring for mig at stå på mine egne ben et helt nyt sted og helt alene. Jeg kommer til, og er faktisk nødt til at ændre min livsstil og vaner. At man er født og opvokset i Danmark, gør at man har en mærkelig accent, og at man er lidt heldig med hensyn til økonomi. Det er i hvert fald det indtryk den tyrkiske befolkning har af andre tyrkere, der er bosat i udlandet. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvilken opfattelse de så får af mig, når jeg kommer derned som en studerende, men stadig fra et andet land. Det bliver spændene at se, hvordan og hvor meget jeg udvikler mig. Jeg får nok styrket en masse kompetencer. Dog kommer jeg til at savne min mor rigtig rigtig meget.. og selvfølgelig også resten af min familie.
mandag den 26. januar 2009
onsdag den 7. januar 2009
B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger) Præsentation af jeres institution Da jeg endelig ankom til Bursa, startede jeg med at finde et hotel. Derefter skrev jeg institutionens adresse ned på et stykke papir og spurgte folk på gaden, hvordan jeg kunne komme dertil. Heldigvis kørte der tog til Sirameseler.
Jeg gik ind af en port for at komme nærmere til institutionen. Her blev jeg stoppet af flere vagtmænd og spurgt hvorfor jeg var her. Til sidst var der en af vagtmændene, som fulgte mig over til lederen. Der mødte jeg min praktikvejleder. De tog godt i mod mig og fortalte, at institutionen skulle nedlægges. Der var stadig 15 børn som boede der, men ligeså snart de fandt ud af hvor børnene skulle placeres, skulle der bygges nye lejligheder.
Institutionen har flere afdelinger andre steder, som er knyttet til Sirameseler. Jeg fik at vide, at jeg ville få mulighed for at se de steder, den dag jeg startede. De afdelinger der er tale om, er nogen lejligheder, hvori der er 5-6 børn og 4 mødre på skift (alle kvindelige medarbejder bliver kaldt mor). Dog er der en stor afdeling (en stor bygning), som bliver bibeholdt, hvor der bor 50 piger fra 12-18 år. Inden jeg tog hjem igen, aftalte vi mine arbejdstider med lederen.
Dagen efter fandt jeg en lejlighed. Jeg flyttede ind allerede ugen efter.
På Sirameseler afdeling er der en leder, souschef, skolelære, kok samt 6 mødre. 2 mødre af gangen på en vagt til 15 børn. Nogle af mødrene er uddannet noget, der hedder børneudvikling. Jeg ved ikke lige præcis, hvad det svarer til i Danmark. Alle børnene er sammen både med og uden handicap. De er i alderen 0-12 år. Nogle af dem går i skole og andre gør ikke. Dette kommer an på, hvor langt deres papirer er kommet i systemet. (deres mapper skal nemlig igennem en masse, for at de kan få lov til at komme i skole, og dette kan tage rigtig lang tid.)
Dagen starter med, at de bliver vækket kl. 9 og spiser morgenmad nede i et kælderrum, som bliver kaldt et køkken. Børnene skal spise kl. 9, 12, 18. Derudover er der ikke mad, også selvom børnene er sultne. Dagen går med at lege ude i haven med en bold, hvis det er godt vejr. Der er desværre ikke andet legetøj.
Ude i haven er der en legeplads, som børnene ikke benytter. Dem der ikke går i skole ser tv hele dagen. De børn, der går i skole ser først tv, når de kommer hjem, og indtil det er sengetid. Der er en stue og to værelser, hvor der er madrasser i det ene værelse og garderobeskab i det andet værelse. Børnene har fælles tøj og sko. Da de ikke har legetøj, leger de med madrasser, dyner og puder. Mødernes job er at holde øje med børnene og pleje dem. Ex. vaske dem (selvom de selv godt kan), klippe børnenes hår og negle, rengøring i huset, tøjvask mm.
Institutionens overordnede formål er, at børnene får en uddannelse og klarer sig selv, når de bliver myndige. De børn, der bor i lejligheder, har en meget anderledes dagligdagsrutine. De går i skole hverdag, får lektiehjælp af mødrene, nogle dyrker sport mm. Personalet prøver at få det til at fungere som et almindeligt familieliv.
Efter min opfattelse bliver børnene marginaliseret af samfundet på grund af deres baggrund. Børnenes livshistorier er meget forskellige. Nogle af børene er fjernet fra familien efter forældrenes eget ønske, men de fleste børn er tvangsfjernet. For eksempel er der incestbørn, kriminelle børn, børn der har forældre med et misbrug, fattige børn, tiggerbørn og torturerede børn. Nogle af børnene er blevet efterladt foran institutionens port, fra de var spæd. Et af børnene var blevet fundet i en container, da det var to dage gammelt.
I Tyrkiet betaler man for at gå i skole og brug af læger, hospitaler, fysio- og psyketerapi, advokater, kurser, sport mm. Overnævnte er gratis til de børn, der bor på et børnehjem (børn og unge der bor på børnehjem kaldes statens børn). Jeg har arbejdet på Sirameseler afdelingen i to uger. Lige nu er jeg tilknyttet 3 lejligheder og et hus (stor bygning, hvor der bor 50 unge).
Sirameseler børnehjem og legeplads.
D: E:
Mange i Tyrkiet ved ikke rigtig hvad pædagogik er, selvom pædagogiske uddannelser findes i landet. Læreuddannelsen indeholder desværre ikke pædagogik. Her i landet findes ikke ungdomsklubber, fritidshjem, og centre for misbrug af stoffer. Pædagogstuderende og psykologstuderende bliver undervist i pædagogik.
Det der gør mest indtryk på mig er, at børnene bliver styret af de voksne hele tiden. Voksne er overbeskyttende. Børnene har mangel på frihed og selvbestemmelse. De har næsten ingen medindflydelse på eget liv. De ansattes mål er at opdrage børnene til velfungerende individer, uddanne sig, så de på længere sigt kan stå på enge ben. De voksne gør og siger det der er bedst for barnet, og barnet handler for det meste efter de voksnes tanker. Hvis ikke de gør det bliver de skældt ud og straffet med at blive hjemme i sommerferien.
Hvis børnene opfører sig pænt hele året, får middel+ karakter fortjener de ferie og ture i sommerferien. De børn der lever op til de voksnes mål støttes også økonomisk efter de er fyldt 18. Og når de skal giftes støttes de også økonomisk.
Dagligdagen i Bursa
Hver morgen tager jeg taxaen på arbejde. Her i Bursa er det ret billigt at komme frem og tilbage.
3 af de børn jeg arbejder med tager i skole klokken 12.30, og de to andre har fri 12.30.
Vi laver forskellige aktiviteter sammen som for eksempel perleplader, tegner, maler, laver smykker, leger lege, lægger puslespil mm. Vi bruger børnenes soveværelse.
Børnene er medbestemmende i vores aktiviteter. Det synes mødrene er mærkeligt, da jeg er den voksne. Mødrene har svært ved at forstå, at jeg giver børnene lov til at larme, og jeg ikke skælder dem ud når de gør noget som de ikke må.
Hvert barn har sin egen mappe. Mappen indeholder de ting som de laver. Børnene opfatter mappen meget værdig. De deltager aktivt og gør sig umage med aktiviteten, hvis noget skal ligge i deres egen mappe.
Jeg spiser ude hver aften, og kan sagtens få økonomien til at køre. Min SU svare ca. til det en politibetjent får i løn, som kan sørge for hele familien. Jeg lever faktisk ret luksus.
F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - ?
Institutionen benyttes af forskellige børn, som kommer fra en ikke fungerende familie. Idet børnene stammer fra så vidt forskellige baggrunde, medfører det mobning blandt dem. Eksempel: Du er en sigøjner, gå ud og tig! Hvorefter en anden svarer: Pas dit eget, ved du overhovedet, hvor din mor er?!
Institutionen har meget svært ved at håndtere disse problemer, hvilket resulterer i, at nogle af børnene bliver støttet af en psykolog. Dette problem forstærkes også af, at medarbejderne på institutionen ikke er uddannede pædagoger, men er uddannede som plejere. Derfor er deres viden omkring dette emne meget begrænset.
23. april er børnenes dag i Tyrkiet. Her inddrages børnene ved, at man fejrer denne dag sammen med dem med opvisninger og andre sjove arrangerementer.
Religiøse perioder som Ramadanen fejres også, dog kun som en tradition og ikke som en religiøs fest. Børnene faster ikke i Ramadanen, og har heller ikke mulighed for det. Dette forsager, at de ikke kan udføre deres religiøse pligter. En positiv sag ved Ramadanen er, at nogle familier får mulighed for at besøge deres børn afhængig af familiens daværende tilstand. Udover Ramadanen er det meget sjældent, at familier får lov at besøge deres børn.
På institutionen er der stærk styring fra ledelsens side. Børnene har ingen indflydelse på deres eget liv, og de har efterhånden lært ikke at protestere og diskutere med ledelsen omkring deres ønsker. Dette gælder både børnene og medarbejderne på institutionen.
Ledelsen holder sig urokkelig inde for statens regler og rammer og dette, selvom det enkelte barn har forskellige behov. Derfor kan man sige, at der er meget lidt pædagogik i systemet.
G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet
Jeg gik ind af en port for at komme nærmere til institutionen. Her blev jeg stoppet af flere vagtmænd og spurgt hvorfor jeg var her. Til sidst var der en af vagtmændene, som fulgte mig over til lederen. Der mødte jeg min praktikvejleder. De tog godt i mod mig og fortalte, at institutionen skulle nedlægges. Der var stadig 15 børn som boede der, men ligeså snart de fandt ud af hvor børnene skulle placeres, skulle der bygges nye lejligheder.
Institutionen har flere afdelinger andre steder, som er knyttet til Sirameseler. Jeg fik at vide, at jeg ville få mulighed for at se de steder, den dag jeg startede. De afdelinger der er tale om, er nogen lejligheder, hvori der er 5-6 børn og 4 mødre på skift (alle kvindelige medarbejder bliver kaldt mor). Dog er der en stor afdeling (en stor bygning), som bliver bibeholdt, hvor der bor 50 piger fra 12-18 år. Inden jeg tog hjem igen, aftalte vi mine arbejdstider med lederen.
Dagen efter fandt jeg en lejlighed. Jeg flyttede ind allerede ugen efter.
På Sirameseler afdeling er der en leder, souschef, skolelære, kok samt 6 mødre. 2 mødre af gangen på en vagt til 15 børn. Nogle af mødrene er uddannet noget, der hedder børneudvikling. Jeg ved ikke lige præcis, hvad det svarer til i Danmark. Alle børnene er sammen både med og uden handicap. De er i alderen 0-12 år. Nogle af dem går i skole og andre gør ikke. Dette kommer an på, hvor langt deres papirer er kommet i systemet. (deres mapper skal nemlig igennem en masse, for at de kan få lov til at komme i skole, og dette kan tage rigtig lang tid.)
Dagen starter med, at de bliver vækket kl. 9 og spiser morgenmad nede i et kælderrum, som bliver kaldt et køkken. Børnene skal spise kl. 9, 12, 18. Derudover er der ikke mad, også selvom børnene er sultne. Dagen går med at lege ude i haven med en bold, hvis det er godt vejr. Der er desværre ikke andet legetøj.
Ude i haven er der en legeplads, som børnene ikke benytter. Dem der ikke går i skole ser tv hele dagen. De børn, der går i skole ser først tv, når de kommer hjem, og indtil det er sengetid. Der er en stue og to værelser, hvor der er madrasser i det ene værelse og garderobeskab i det andet værelse. Børnene har fælles tøj og sko. Da de ikke har legetøj, leger de med madrasser, dyner og puder. Mødernes job er at holde øje med børnene og pleje dem. Ex. vaske dem (selvom de selv godt kan), klippe børnenes hår og negle, rengøring i huset, tøjvask mm.
Institutionens overordnede formål er, at børnene får en uddannelse og klarer sig selv, når de bliver myndige. De børn, der bor i lejligheder, har en meget anderledes dagligdagsrutine. De går i skole hverdag, får lektiehjælp af mødrene, nogle dyrker sport mm. Personalet prøver at få det til at fungere som et almindeligt familieliv.
Efter min opfattelse bliver børnene marginaliseret af samfundet på grund af deres baggrund. Børnenes livshistorier er meget forskellige. Nogle af børene er fjernet fra familien efter forældrenes eget ønske, men de fleste børn er tvangsfjernet. For eksempel er der incestbørn, kriminelle børn, børn der har forældre med et misbrug, fattige børn, tiggerbørn og torturerede børn. Nogle af børnene er blevet efterladt foran institutionens port, fra de var spæd. Et af børnene var blevet fundet i en container, da det var to dage gammelt.
I Tyrkiet betaler man for at gå i skole og brug af læger, hospitaler, fysio- og psyketerapi, advokater, kurser, sport mm. Overnævnte er gratis til de børn, der bor på et børnehjem (børn og unge der bor på børnehjem kaldes statens børn). Jeg har arbejdet på Sirameseler afdelingen i to uger. Lige nu er jeg tilknyttet 3 lejligheder og et hus (stor bygning, hvor der bor 50 unge).
Sirameseler børnehjem og legeplads.
Rutsjebanen som børnene ikke kan benytte.
Pigen, der bliver bundet fast, fordi hun drikker vand hele tiden.
C: Beskriv dine mål. (Efter 6 uger)
Mål 1
Jeg vil gerne arbejde med relationen mellem børnene og mig.
Hvorfor:
For at skabe et trygt miljø og en tryg hverdag.
Hvordan:
Det vil jeg gøre ved at anerkende dem, så de føler sig set, hørt og forstået. Dermed vil jeg deltage i deres lege, tage udgangspunk i deres interesser, når jeg sætter aktiviteter i gang.
Evaluering:
Min vejleder og personalet kan observere mig.
Mål 2
Jeg vil gerne tilegne mig viden omkring kulturen og systemet i Tyrkiet og hvilken betydning arbejdsmiljøet, samarbejdet, de fysiske rammer og normeringen har på den pædagogik, der udføres på arbejdspladsen.
Hvorfor:
For at få en opfattelse af hvorfor personalet handler, som de gør
Hvordan:
Det kan jeg opnå ved at lære nye mennesker at kende, følge med i medierne, diskutere med personalet og ved at være nysgerrig, undrende og spørgende.
Evaluering:
Målet er nået, når jeg kan arbejde indenfor landets overordnede regler, normer og principper, dvs. når jeg har fået en opfattelse af personalets handlingsgrundlag.
Mål 3
Jeg vil gerne tilegne mig viden omkring institutionens pædagogik og arbejdsmetoder.
Hvorfor:
For at indgå i arbejdet i dagligdagen og for at lære andre arbejdsmetoder at kende.
Hvordan:
Ved at observere personalet og være nysgerrig, undrende og spørgende.
Evaluering:
Personalet kan observere mig.
Mål 4
Jeg vil gerne koncentrere mig om 5 børn, som har forskellige vanskeligheder
Hvorfor:
Fordi jeg personligt synes, at disse børn bliver understimuleret og ikke får støtte til deres svagheder.
Hvordan:
Det vil jeg gøre ved at lave forskellige aktiviteter med dem.
Evaluering:
Målet er nået, når forskelle hos barnet bemærkes.
Jeg vil gerne tilegne mig viden omkring kulturen og systemet i Tyrkiet og hvilken betydning arbejdsmiljøet, samarbejdet, de fysiske rammer og normeringen har på den pædagogik, der udføres på arbejdspladsen.
Hvorfor:
For at få en opfattelse af hvorfor personalet handler, som de gør
Hvordan:
Det kan jeg opnå ved at lære nye mennesker at kende, følge med i medierne, diskutere med personalet og ved at være nysgerrig, undrende og spørgende.
Evaluering:
Målet er nået, når jeg kan arbejde indenfor landets overordnede regler, normer og principper, dvs. når jeg har fået en opfattelse af personalets handlingsgrundlag.
Mål 3
Jeg vil gerne tilegne mig viden omkring institutionens pædagogik og arbejdsmetoder.
Hvorfor:
For at indgå i arbejdet i dagligdagen og for at lære andre arbejdsmetoder at kende.
Hvordan:
Ved at observere personalet og være nysgerrig, undrende og spørgende.
Evaluering:
Personalet kan observere mig.
Mål 4
Jeg vil gerne koncentrere mig om 5 børn, som har forskellige vanskeligheder
Hvorfor:
Fordi jeg personligt synes, at disse børn bliver understimuleret og ikke får støtte til deres svagheder.
Hvordan:
Det vil jeg gøre ved at lave forskellige aktiviteter med dem.
Evaluering:
Målet er nået, når forskelle hos barnet bemærkes.
D: E:
Institutionens pædagogik og dagligdagen i త్య్ర్కిఎట్:
Lige nu arbejder jeg med 5 børn (drenge), som bor i lejligheder. Der er ansat 3 mødre (plejere) i hver lejlighed, og hver lejlighed deles om en skolelærer og en altmuligmand. Jobbet går ud på at have overblik og træde ind der, hvor der er behov for en ekstra hånd. Det kan for eksempel være indkøb, når børnene skal til læge, psykolog, skolehjemsamtaler mm.
Jokeransat er uddannet noget der hedder børneudvikling, ligesom mødrene.
Mødrene har en 3 års uddannelse efter 9. klasse.
De er blevet undervist i børneudvikling, Spæd før og efter fødsel, plejning, og hvordan man skal handle i forskellige alderstrin
Mødrene arbejder 24 timer hver tredje dag. Hvor skolelæren og jokeren arbejder hverdag 9-17.
Skolelærens job er at hjælpe børnene med deres lektier men desværre er børnene i skole når han er på arbejde. Så han dur til at have overblikket over økonomien. Ellers laver han faktisk ikke noget.
Lige nu arbejder jeg med 5 børn (drenge), som bor i lejligheder. Der er ansat 3 mødre (plejere) i hver lejlighed, og hver lejlighed deles om en skolelærer og en altmuligmand. Jobbet går ud på at have overblik og træde ind der, hvor der er behov for en ekstra hånd. Det kan for eksempel være indkøb, når børnene skal til læge, psykolog, skolehjemsamtaler mm.
Jokeransat er uddannet noget der hedder børneudvikling, ligesom mødrene.
Mødrene har en 3 års uddannelse efter 9. klasse.
De er blevet undervist i børneudvikling, Spæd før og efter fødsel, plejning, og hvordan man skal handle i forskellige alderstrin
Mødrene arbejder 24 timer hver tredje dag. Hvor skolelæren og jokeren arbejder hverdag 9-17.
Skolelærens job er at hjælpe børnene med deres lektier men desværre er børnene i skole når han er på arbejde. Så han dur til at have overblikket over økonomien. Ellers laver han faktisk ikke noget.
Mange i Tyrkiet ved ikke rigtig hvad pædagogik er, selvom pædagogiske uddannelser findes i landet. Læreuddannelsen indeholder desværre ikke pædagogik. Her i landet findes ikke ungdomsklubber, fritidshjem, og centre for misbrug af stoffer. Pædagogstuderende og psykologstuderende bliver undervist i pædagogik.
Det der gør mest indtryk på mig er, at børnene bliver styret af de voksne hele tiden. Voksne er overbeskyttende. Børnene har mangel på frihed og selvbestemmelse. De har næsten ingen medindflydelse på eget liv. De ansattes mål er at opdrage børnene til velfungerende individer, uddanne sig, så de på længere sigt kan stå på enge ben. De voksne gør og siger det der er bedst for barnet, og barnet handler for det meste efter de voksnes tanker. Hvis ikke de gør det bliver de skældt ud og straffet med at blive hjemme i sommerferien.
Hvis børnene opfører sig pænt hele året, får middel+ karakter fortjener de ferie og ture i sommerferien. De børn der lever op til de voksnes mål støttes også økonomisk efter de er fyldt 18. Og når de skal giftes støttes de også økonomisk.
Dagligdagen i Bursa
Hver morgen tager jeg taxaen på arbejde. Her i Bursa er det ret billigt at komme frem og tilbage.
3 af de børn jeg arbejder med tager i skole klokken 12.30, og de to andre har fri 12.30.
Vi laver forskellige aktiviteter sammen som for eksempel perleplader, tegner, maler, laver smykker, leger lege, lægger puslespil mm. Vi bruger børnenes soveværelse.
Børnene er medbestemmende i vores aktiviteter. Det synes mødrene er mærkeligt, da jeg er den voksne. Mødrene har svært ved at forstå, at jeg giver børnene lov til at larme, og jeg ikke skælder dem ud når de gør noget som de ikke må.
Hvert barn har sin egen mappe. Mappen indeholder de ting som de laver. Børnene opfatter mappen meget værdig. De deltager aktivt og gør sig umage med aktiviteten, hvis noget skal ligge i deres egen mappe.
Jeg spiser ude hver aften, og kan sagtens få økonomien til at køre. Min SU svare ca. til det en politibetjent får i løn, som kan sørge for hele familien. Jeg lever faktisk ret luksus.
F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - ?
Institutionen benyttes af forskellige børn, som kommer fra en ikke fungerende familie. Idet børnene stammer fra så vidt forskellige baggrunde, medfører det mobning blandt dem. Eksempel: Du er en sigøjner, gå ud og tig! Hvorefter en anden svarer: Pas dit eget, ved du overhovedet, hvor din mor er?!
Institutionen har meget svært ved at håndtere disse problemer, hvilket resulterer i, at nogle af børnene bliver støttet af en psykolog. Dette problem forstærkes også af, at medarbejderne på institutionen ikke er uddannede pædagoger, men er uddannede som plejere. Derfor er deres viden omkring dette emne meget begrænset.
23. april er børnenes dag i Tyrkiet. Her inddrages børnene ved, at man fejrer denne dag sammen med dem med opvisninger og andre sjove arrangerementer.
Religiøse perioder som Ramadanen fejres også, dog kun som en tradition og ikke som en religiøs fest. Børnene faster ikke i Ramadanen, og har heller ikke mulighed for det. Dette forsager, at de ikke kan udføre deres religiøse pligter. En positiv sag ved Ramadanen er, at nogle familier får mulighed for at besøge deres børn afhængig af familiens daværende tilstand. Udover Ramadanen er det meget sjældent, at familier får lov at besøge deres børn.
På institutionen er der stærk styring fra ledelsens side. Børnene har ingen indflydelse på deres eget liv, og de har efterhånden lært ikke at protestere og diskutere med ledelsen omkring deres ønsker. Dette gælder både børnene og medarbejderne på institutionen.
Ledelsen holder sig urokkelig inde for statens regler og rammer og dette, selvom det enkelte barn har forskellige behov. Derfor kan man sige, at der er meget lidt pædagogik i systemet.
G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet
Min danske baggrund præger mit pædagogiske arbejde i Tyrkiet for det første pga. mangel på den nødvendige uddannelse hos medarbejderne på institutionen, og for det andet pga. de store kulturforskelle. Da medarbejderne ikke har den nødvendige uddannelse som pædagog, er de meget uvidende omkring, hvordan børn skal opdrages. F.eks. skælder de tit børnene ud, nedgør dem, råber af dem og truer dem med vold, straf og udvisning fra institutionen.
Hvis et barn er fræk, kan man ændre dets opførsel gennem straf og vold. Det er en sikker måde at opdrage barnet på, for når først barnet er bange for følgerne af sin dårlig opførsel, vil det ikke gentage samme adfærd. Denne tankegang er helt almindelig i Tyrkiet, og mange børn er udsat for mindre vold af enten deres forældre eller deres lærer. Medarbejderne på institutionen ser derfor denne vold som en nødvendighed for opdragelsen, mens vi i Danmark ser det som en alvorlig forbrydelse begået på barnet.
Når jeg f.eks. ser en medarbejder slå børnene, prøver jeg at fortælle vedkommende, at det han/hun gør, er forkert. Hvis medarbejderen insisterer på ikke at forstå, retter jeg mig i stedet mod barnet, og giver det omsorg ved at age det på hovedet, eller give det et kram. Derved viser jeg barnet, at det ikke er alene, og at jeg synes, medarbejderens holdning er forkert i mine øjne. Jeg fortæller også barnet, at jeg forstår det, og at det ikke er skyldigt. Denne anerkendelse er vigtigt for barnet, så det ikke føler sig nedgjort og mindreværdigt.
At opleve disse ting har mange gange taget hårdt på mig, og af den grund kan man godt blive lidt sur og ophidset på arbejdet. Dette kan godt virke negativt, men at have set livets groteske virkeligheder har gjort, at jeg er blevet en stærkere person. Jeg ved nu, at jeg ikke kan rede alle børn i verden, men jeg kan prøve at gøre en forskel.
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.
Hvis et barn er fræk, kan man ændre dets opførsel gennem straf og vold. Det er en sikker måde at opdrage barnet på, for når først barnet er bange for følgerne af sin dårlig opførsel, vil det ikke gentage samme adfærd. Denne tankegang er helt almindelig i Tyrkiet, og mange børn er udsat for mindre vold af enten deres forældre eller deres lærer. Medarbejderne på institutionen ser derfor denne vold som en nødvendighed for opdragelsen, mens vi i Danmark ser det som en alvorlig forbrydelse begået på barnet.
Når jeg f.eks. ser en medarbejder slå børnene, prøver jeg at fortælle vedkommende, at det han/hun gør, er forkert. Hvis medarbejderen insisterer på ikke at forstå, retter jeg mig i stedet mod barnet, og giver det omsorg ved at age det på hovedet, eller give det et kram. Derved viser jeg barnet, at det ikke er alene, og at jeg synes, medarbejderens holdning er forkert i mine øjne. Jeg fortæller også barnet, at jeg forstår det, og at det ikke er skyldigt. Denne anerkendelse er vigtigt for barnet, så det ikke føler sig nedgjort og mindreværdigt.
At opleve disse ting har mange gange taget hårdt på mig, og af den grund kan man godt blive lidt sur og ophidset på arbejdet. Dette kan godt virke negativt, men at have set livets groteske virkeligheder har gjort, at jeg er blevet en stærkere person. Jeg ved nu, at jeg ikke kan rede alle børn i verden, men jeg kan prøve at gøre en forskel.
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
